
Deltag i lodtrækningen om en sort gris og præmier til ca. 200.000 kr på de nye "bropenge"
Mariagerfjord har med ca. 3 mia. i form af nytrykte pengesedler taget forskud på indførelse af de nye bropenge-serie. Pengesedlerne får du som "byttepenge" hos en lang række handlende i området og de tjener som lodsedler i udtrækning af gevinster for ca. 200.000 kr. Blandt hovedpræmierne finder du blandt andet en sprit ny Toyota Aygo 1,0 som kan lånes i 1 år kvit og frit (incl. forsikring og vægtafgift), en cykel med el-hjælpemotor til en værdi af over 13.000 kr, fladskærms-TV, cykel, ½ parteret gris af bedste kødkvalitet, kaffebord til ca 10 personer, maleri til en værdi af 8.000 kr, slankekure, isenkram og masser af tøj og gavekort til områdets handlende. Der er ialt omkring 170 forskellige gaver.
(og se om du kan finde den sorte gris på listen)
Hvordan og hvornår
Der er 4 forskellige pengesedler i omløb og det eneste du skal gøre er at samle een af hver og lægge dem (eller alternativt 38.120,- kr) i en kuvert med tydelig afsendernavn og adresse (evt. ilagt) og sende kuverten til Mariagerfjord Erhvervsråd, Majsmarken 1, 9500 Hobro (gerne mrk "bropenge") eller indlevere den i de opstillede postkasser hos:
· Bavinci Bageren, Vestergade, Arden
· Savage Corner v/Vivi Jessen, Arden
· SuperBrugsen v/informationen, Hadsund
· SuperBest, Butikstorvet, Hadsund
· Super Brugsen, Mariager
· Føtex, Hobro
· Kvickly, Hobro.
Hver fredag fra og med d. 4 december 2009 til og med d. 15. januar 2010 (dog ikke 25.12 og 1.1.) vil der blive gennemført en lodtrækning om fine præmier blandt de indsendte kuverter. Desto før du indsender kuverten desto flere udtrækninger deltager du i. Du kan indsende lige så mange kuverter du vil. Når en kuvert er udtrukket deltager den ikke i fremtidige udtrækninger. Kuverter, som indleveres eller indsendes senest onsdage inden 12.00 vil normalt deltage i den følgende fredags-udtrækning.